Morten Bruun: Kampdag
FC Nakskov med i ny ”fodboldbibel”
Af Steen Madsen
Med udgivelse af bogen ”Kampdag”, har fodboldjournalisten Morten Bruun begået et værk, som har potentiale til at blive den kommende tids foretrukne fødselsdags- og julegaveønske hos fodboldaficionados over hele landet.
”Kampdag”, som har undertitlen turen går til dansk fodbold, er Morten Bruuns bud på de 43 klubber som har haft størst betydning for dansk fodbold, og er foruden en enorm forudgående research, kommet i stand via forfatterens besøg i, og samtale med dedikerede klubpersoner og koryfæer fra alle involverede klubber.
Og det er god læsning! Over knapt 500 sider tages læseren med rundt i det meste af fodboldlandet, i det der af Morten Bruun beskrives som jagten på den lokale identitet. Og man sidder vitterligt tilbage med oplevelsen af at komme ”tæt på sjælen”. For det er ikke alene via udførlig fodboldfaglig baggrundsviden, at der gives indblik i de 43 klubbers op- og nedture. Det er i høj grad også i skildringerne af det omgivne samfunds betydning for den lokale klub, og i beretninger fra de mange hundrede glødende boldentusiaster Morten Bruun har mødt på sin rejse rundt i Danmark.
Det er derfor også med både glæde og stolthed, at FC Nakskov er at finde blandt de klubber Morten Bruun har vurderet til at være de mest betydningsfulde i dansk fodbold.
Morten Bruun besøgte Nakskov i november 2020, og havde det ikke været for coronarestriktionerne, som betød at amatørfodbolden på daværende tidspunkt var midlertidigt indstillet, skulle Bruun have overværet sjællandsserieopgøret mellem FC Nakskov og Næstved IF.
Nu blev det ikke til fodbold på OK+ Stadion i denne omgang. Men det blev til et møde med de to bestyrelsesmedlemmer Jesper Kristensen og Ole Christiansen, og de to klublegender Kurt Hansen og Kenneth Skovdam. Og det er bl.a. fortællinger og kuriøse anekdoter fra dette møde, som har bidraget til et 9-siders kapitel om FC Nakskov - som i øvrigt har fået titlen ”LOVESTORM OVER LOLLAND”.
At omtalen af FC Nakskov og Lolland har fået netop denne titel, giver god mening når kapitlet er læst. For ganske vist tegnes der - i tråd med de faktiske forhold – ikke noget glansbillede af hverken fodboldens eller den generelle udvikling på (vest)Lolland. Men man fornemmer hos Morten Bruun en tydelig og oprigtig interesse for både de mennesker der beskrives og citeres, og for vores egn i al almindelighed. Det er faktisk næppe helt forkert at beskrive Bruuns ”opdagelse” af Lolland som en form for ny-forelskelse, idet kapitlet sluttes af med følgende tekst:
(Morten Bruun befinder sig ved Dodekalitten, med udsigt over smålandshavet – og beskriver i øvrigt én af stenfigurerne som havende lighed med Wayne Rooney…)
”Der er vindstille, men jeg er alligevel blæst omkuld. Af en Lolland-Falster Lovestorm”.
I forbindelse med udgivelsen af ”Kampdag”, havde Morten Bruun inviteret alle involverede klubber, og alle personer som har ydet bidrag til bogen, til reception på Jysk Park i Silkeborg onsdag den 15. september ´21.
At receptionen blev afholdt på netop Silkeborg IF’s hjemmebane var et ønske fra det nuværende superligahold og de tidligere danske mestre (1994), og skyldes ikke mindst det forhold, at Morten Bruun med 424 kampe holder rekorden for flest spillede 1. holds kampe for ”de røde” fra søhøjlandet, ligesom han har varetaget flere forskellige væsentlige klubfunktioner. Og Bruun lægger da heller ikke selv skjul på, at Silkeborg IF er hans klub!
Mere end 300 receptionsgæster hyggede sig i timevis i de flotte rammer på Jysk Park, hvor snakken gik lystigt fra bord til bord. Blandt deltagerne var en lille delegation fra Nakskov, bestående af Kurt Hansen, Kenneth Skovdam, Ole Christiansen samt denne artikels forfatter - som alle oplevede en særdeles festlig, underholdende og inspirerende dag. Og så var det i øvrigt ikke uden en vis stolthed, at delegationen modtog en hjertevarm tak fra Morten Bruun for at have taget turen helt fra Nakskov (jf. Bruun dagens længste køretur), hvilket fremkaldte klapsalver fra hele forsamlingen, som omfattede ikke så få fodboldnotabiliteter m.fl. 😊
Nedenfor er indsat lidt stemningsbilleder fra turen til Silkeborg - fra en dag hvor fodbolden i Nakskov kom i fint selskab, og tilbage på ”landkortet”.
Kenneth Skovdam, Morten Bruun, Kurt Hansen og Ole Christiansen.
To tidligere landsholdspillere, og nuværende fodboldkommentatorer, Morten Bruun og Thomas Gravesen i samtale på scenen i sponsorloungen på Jysk Park i Silkeborg.
Kurt Hansen i samtale med Benny Johansen. Sidstnævnte har som spiller vundet det danske mesterskab 2 gange med B1903, og som træner førte han FC København til mesterskabet i klubbens første sæson 1992/93.
Nakskov-delegationen i flotte rammer og godt selskab i sponsorloungen på Jysk Park i Silkeborg. Fra venstre Kurt Hansen, Kenneth Skovdam og Ole Christiansen.
På scenen i Jysk Parks sponsorlounge vistes billeder fra Morten Bruuns besøg i hele fodbolddanmark – her fra OK+ stadion i Nakskov. På billedet Kurt Hansen, Jesper Kristensen, Morten Bruun, Ole Christiansen og Kenneth Skovdam.
Barbordene fra OK+ Stadion fik også deres (lige knapt) ”15 minutes of fame”.
Viggo Jensen og Kurt Hansen. Esbjerggenseren Viggo Jensen har et imponerende cv som både spiller og træner – i sidstnævnte funktion bl.a. i spidsen for Morten Bruuns Silkeborg IF.
Kenneth Skovdam, Niels Yde og Kurt Hansen. Niels Yde regnes for en af tidernes bedste AB-spillere, med hvem han bl.a. har hjemført det danske mesterskab, og står tillige noteret for 6 A-landskampe.